Wednesday, June 18, 2014

Vagthunden og de tre små besættere.

Man kan sige meget om Kaica, et er i hvert fald sikkert, hun tager jobbet som vagthund meget alvorligt.
På trods af  at vi har forsøgt at lære hende, at nogen gange er det så absolut ikke nødvendigt at alarmere os.

"Kaica, det er ok., at naboen lukker havedøren op. Postbudet må også godt aflevere en pakke, det kunne jo være noget spændende."
Men de fleste gange preller argumenterne af som vand på en gås.

Kaicas i forvejen sensitive alemeringssysten har de sidste dage fået yderlige en tand opad. En pulsen i hækken, et næppe hørbart pip, og alarmen er gået igang.

"For pokker da, hvad nu?", spørger jeg temmelig surt og ser i retning af Kaica, der står og stirrer på ligusterhækken, mens hun gør som en sindsyg.

"Godt du kommer, så kan du selv se, hvor uforskammede de er", siger Kaica lettere forpustet.
"Jeg kan ikke se noget", siger jeg, hvad sandt er.
Jeg når lige at tænke, at Kaica nok er begyndt at hallucinere (måske pga. væskemangel?), da jeg hører noget pusle.

"Har jeg ret, eller har jeg ret", siger Kaica skråsikkert og forsætter:
"Der må stå noget i hæk-og hegnsloven  om, hvordan sådan nogle besættere skal opføre sig."

For mit indre blik ser jeg billeder af besættelsen af Ungdomshuset på Jagtvejen. Billeder, der i denne
sammenhæng er vildt overdrevne, da det viser sig at være familien Solsorts trillinger, der  hopper
rundt i reden.

"Vi må ha' ordnede forhold her i ligusterhækken. Der er garanteret en kvote for mange solsorte, en hæk kan bære pr. løbende meter."

"Tror du også, der er en kvote for hvor meget, du må gø pr. dag", spørger jeg vredt.

Kaica ser undrende på mig og kigger så ned i jorden.

"Det kan godt være, du er dødtræt af trillingerne. Men jeg er ind imellem også dødtræt af  dig. Alligevel må jeg acceptere, at du er og bliver en vagthund."

Kaica ser op på mig. En anelse bekymret og ja lidt bedrøvet forekommer det mig.

"Handler det om at tage lidt hensyn til hinanden"

Jeg nikker og stryger hende over pelsen.

"Men er der ikke noget om, at det ligger i generne. Du ved, da jeg jo er en vagthund, så kan jeg jo ikke bare sådan vupti lave mig selv om."

"Selvfølgelig kan du ikke det. Vi kan bruge hele livet, ikke på at lave os om, så vi passer ind i andres form. Men ændre de ting, vi selv synes."

Kaica stirrer igen mod hækken, gør tre gange, vender sig mod mig og siger:
"Et bjæf for hver af de små besættere, det må være nok for nu."

Jeg smiler og tænker, at enten er Kaica virkelig begyndt at ændre sig, eller også vil hun stadig "Hyle med de ulve, hun er i blandt."



No comments: