Friday, May 2, 2014

KOL på en varm dag!

"Der er stor sandsynlighed for, at det er KOL",sagde jeg for 25.gang. Ja, jeg havde sagt det højt så mange gange, at jeg næsten havde vænnet mig til tanken. I min over 20 årige "karriere" indenfor social- og sundhedsvæsnet havde jeg set mennesker i forskellige stadier af KOL, jeg havde derfor også oplevet hvor invaliderende denne sygdom kunne være.
 
Et var at skulle forholde sig professionelt til mennesker med en irreversibel sygdom, noget andet var at erkende og acceptere, at mit daglige indtag af røg i adskillige år nu forlangte betaling ved "Kasse 1".
 
Til tider følte jeg det som om, lægen havde afsagt min dødsdom og det endda med et smil på læben!
Jo, den lægen havde været særdeles kold og ligeglad, havde behandlet mig som et sagsnummer, følte jeg.
 
Jeg rettede al min frustration mod idioten, der altid havde smil på læben, cyklede Sjælland rundt og i sine unge dage havde deltaget i "Wasaløber". Sådan en "sundheds-freak".
 
Det var først, da jeg talte med sygeplejerske svigerinden  igen, at det gik op for mig, at min reaktion var helt efter bogen. Min reaktion var en helt normal krisereaktion, hvor jeg efter at have været i chok efter min første lægekonsultation, nu reagerede mod den trussel en evt. sygdom var.
 
Efter endnu et lægebesøg, hvor jeg fortalte om mine følelser omkring en evt. diagnose, syntes jeg, mine vredesudbrud og tårer blev færre.
 
Jeg opdagede faktisk, at jeg var begyndt at se lidt lysere på tingene, da jeg en dag brugte min berømte sorte humor: "Den er sgu svær. Skal jeg gå ud i solen og evt. få hudcancer, eller skal jeg holde mig til KOL?"
 
Kaica, der måske ikke helt har styr på hverken  sort humor eller begrebet KOL, sagde:
"Nu er du fjollet igen. Det er i hvert fald ikke koldt."
 
Jeg gik sammen med hende ud i haven og kastede bolden til hende, idet jeg tænkte:
Det er måske KOL på en varm og god dag?

Om jeg helt har bearbejdet tingene og er klar til at komme videre, tror jeg ikke. For den endelige dom er ikke afsagt. Men jeg har det betydeligt bedre, både hvad angår vejrtrækning og humør.