Tuesday, August 6, 2013

"Don`t mess with me/ hvem er Chefen"

Jeg skal da ellers lige love for, at Kaica er sur.

"Nej, ikke sur, a là tøsesur. Jeg er skuffet og vred", bjæffer frøkenen.

Hun vandrer vredt frem og tilbage, mens hun fnyser: "Han kan bare vente sig, ham Chefen, så skal jeg nok sige ham et par borgerlige ord om falsk varebetegnelse, løftebrud og ansættelse på ikke lovlige vilkår."

Jeg stirrer forbløffet og faktisk temmelig urolig på hende. For hvad pokker, har hun nu rodet sig ud i?

"Hvad er det så med Chefen, hvad pokker har han gjort?"

Og nej på nuværende tidspunkt ved jeg faktisk ikke, hvilken Chef, hun taler om. Så uden at lyde alt for lyseslukker-agtig, synes jeg nok, der er grund til bekymring.

Har hun uden mit vidende kontaktet en eller anden rocker-type for i anfald af storhedsvandvid at have meldt sig, som deltager i en hundekamp. For Chefen kunne vel godt være et alias for J.ønke eller G.od(d)father?

"Næ, nej sådan leger vi ikke. Bare fordi jeg er en Japansk Spids, skal han ikke behandle mig som en hund i et spil kegler."

Jeg spørger igen til, hvad ham Chefen har gjort, siden hun er så vred. For et eller andet må der jo være.

Kaica ser irriteret på mig og siger: "Det er jo netop det, der ikke er. Der er jo ikke noget, han har ikke gjort en skid."

For at berolige hende (så hun kan samle sig så meget, at hun kan tale nogenlunde fornuftigt), begynder jeg at nulre hendes højre øre.

"Er du kommet ud i noget snavs, kommet ud på et skråplan?", spørger jeg forsigtigt.

Kaica ryster kraftigt på hovedet, mens en stor tung betonklods falder fra mit hjerte og jeg trækker vejret som inden, jeg fik konstateret astma.

"Jamen herre Gud, så fortæl da hvad der er galt med den Chef. Vi skal nok finde ud af det, få reddet trådene ud, du ved", siger jeg optimistiskt.

"Hm", siger Kaica og ser op på mig. Jeg nikker og nulrer det venstre øre, sådan for at opmuntre hende til at forsætte.


Han har snydt mig, ham Chefen. Jeg kom jo lige som til at hacke mig ind på din "e-boks". Ja, ja det var ikke pænt, nej, men jeg var altså ved at gå ud af mit gode skind."

Jeg ser ned på hendes tykke, lange, hvide pels og tænker: at så må det sørme have været alvorligt!

"Nå, men jeg hackede ind og så din lønseddel. Ja, så var det jeg bare blev så gal."

Jeg har for længst måttet acceptere, at mit arbejde med ældre ikke giver den løn, som jeg synes, det fortjener. At andre, selv om det "kun "var Kaica, der åbenlyst tilsluttede sig dette synspunkt, varmede  mit hjerte.
 
Kaica rømmer sig, ser alvorligt på mig og siger: "Jeg troede jo ikke mine egne øjne"
 
"Øh nej", svarer jeg og tænker: "For pokker kom til sagen og fortæl mig, hvad dælen, det her handler om."

"Jeg ved godt, at jeg er lidt følsom, sentimental og naiv. Du ved, tror på det bedste i mennesker," siger Kaica og ser op på mig med sine "hundeøjne",

Jeg nikker og tænker:" Det er jo min "replik", for jeg tror jo også på det gode i mennesket."

Men for at være helt ærlig, var jeg død-træt af denne gættekonkurrence om: Hvad handler det om? Hvem er Chefen/Morderen?"

"Er det tre eller fire gange jeg har arbejdet? Og i hvert fald  1 gang i otte timer?"siger Kaica pludselig, meget "Business like".

"Du mener..?"
Jeg når ikke at gøre sætningen færdig, før hun bjæffer:

"Ja, jeg troede jo, naiv som jeg er, at jeg ville få en rimelig betaling for at gøre livet lidt sødere og mere hjemligt for de gamle. Men nej, ikke en fregne. Det er sgu for dårligt. Måske er det Kommunen  skyld, måske en åndsvag overenskomst? Hm.. men ham Chefen må sgu gøre et eller andet. Var det ikke en fed løn, han lovede mig?"


Nu skal der virkelig tænkes hurtigt, det er nu "Pjoklederen" alias J.ønke,, G.oodfather, Chefen skal på banen. Jeg når lige at tænke: "Nu håber jeg fandme ikke, der er nogen, der har ferielukket."

Godt nok nærmer temperaturen sig de 26 grader, men jeg går alligevel målbevidst ud og henter halsbånd og snor og kalder med min mest indsmigrende stemme:"Kaica, Kaica skal vi gå tur?"

Kaica kommer (Gud ske tak og lov) vimsende og iført sin tykke, lange, hvide pels.

"Sit", siger jeg og giver hende halsbånd på. Hun ser op på mig med forventningsfulde øjne.
Jeg læner mig ned igen og klipser snoren fast.

Senere, da vi når "Hundelegepladsen" slipper jeg hende løs. Hun tonser op ad bakken i retning af bænken, hvor vi plejer at sætte os for at se ud over byen. Vores by?

"Selvfølgelig er det vores by", siger Kaica og ser ud som om hun smiler.

Jeg er, som Kaica, ekstrem følsom overfor udefrakommende stimuli. Så måske er det på grund af varmen, at jeg får den tanke, at Kaica lagde mere alvor end som så i sætningen: "Selvfølgelig  det er "VORES " by."

Senere den aften spørger Kaica, om det er ok., at hun "går ind" på Slagelse Kommunes hjemmeside.

Måske er det bare varmen, måske min "overfølsomhed", måske det faktum, at der er kommunalvalg i løbet af efteråret, der gør, at jeg holder ekstra øje med Kaica.

For i bund og grund, har jeg egentligt fået besvaret spørgsmålet?: "Hvem er Chefen"?