Thursday, April 11, 2013

"I regnvejr bag nedrullede gardiner."

"Selv om det regner, kan hunde godt tisse udenfor i haven", siger jeg henvendt til hvalpen Kaica, der som det naturligste i verden har efterladt en lille sø på stuegulvet.

"Er du nu sikker på det", spørger Kaica frækt og forsætter,"jeg troede udenfor var til gnavning af kødben, irettesættelse af genboens collier og råbende skolebørn og sådan almindelig patrulering af matriklen."

Hun sidder foran mig med hovedet lidt på skrå og spilopper i øjnene.
"Kaica vi bliver nødt til at have en seriøs snak om almindelig god opførsel. Du ved, hvor tisser man, af hvem og hvornår gør man."

"Vuf", siger hun bare og hopper op ad mig, som om jeg havde inviteret til en tur i hoppeborgen.
Jeg vender ryggen til hende, ignorer hende totalt og sætter mig så lidt i sofaen og funderer over tingene. Hun ser skuffet på mig og går over og lægger sig med et dybt suk foran havedøren.

Siden Kaica har gjort sit indtog i vores hjem, er mangt og meget forandret.
Vores døgnrytme og rutiner er mere eller mindre vendt på hovedet.
Før var det helt utænkelig, at vi stod op inden vækkeuret ringede. Nu er det ur faktisk ikke nødvendigt, da Kaica har overtaget opgaven og  slikker søvnen ud af øjnene på os mellem 5 og 5.30.

De tider, hvor det hele kørte på automatpiloten, er forlængst forbi. Nu er vi på fra første sekund, vi slår øjnene op. For Kaica skal som det første tisse i haven, fodres i køkkenet og motioneres ude på stierne.
Eftermiddagsluren og seriøst tv-kiggeri om aftenen er veget til fordel for træning og jagten på kvarterets nye dufte og bekendtselskaber.

Jeg bliver brat revet ud af mine tanker, da jeg hører Kaica bjæffe:"Nye dufte og bekendtskaber, hvor, hvor? Lad os så komme afsted."

"Så, så små slag du. Lad mig lige få jakke og støvler på".

Kaica lægger igen hovedet på skrå og siger drillende:"Åh, hvor er det synd for dig, at du  først skal ha`tøj på. Det er meget nemmere med sådan en pels som min. Ja og den skal heller ikke af, når jeg skal tisse. Utrolig smart, ik`?"

"Jo Kaica, det er jo dig der er smart i en fart. Men du vover at sætte dig, før vi er ude", siger jeg, lyner jakke og lukker støvlerne.

"Jeg synes, det var en dum tur", siger Kaica, da vi kommer hjem igen.

Jeg vil give hende delvis ret, for hun trak næsten hele tiden og var overhovedet ikke interesseret i at træne.

"Ja, der var ingen ordentlige hunde at hilse på. De gik allesammen i snor og måtte slet ikke komme over og lege. Og de der dumme collier, de tror måske de kan gemme sig bag nedrullede gardiner, hva`. Men jeg fik færten af dem og gøede, hørte du lige det hva`?"

"Måske er der en grund til, at hundene var i snor. Måske kan de godt lide at være velopdragne og gå pænt, har du tænkt over det?", spørger jeg.

Kaica kigger  op på mig og siger:"Hvis velopdragen og almindelig god opførsel er det samme, så tror jeg sørme, vi har en masse hårdt arbejde foran os."

Jeg nikker smilende og begynder at klø hende bag øret.

Det får hende til at slappe af, og lige inden hun falder i søvn, synes jeg hun mumler:
"Jeg nægter altså at gemme mig bag nedrullede gardiner."










 

Wednesday, April 3, 2013

"Smart i en fart."

"Nå Kaica, det var altså ikke specielt smart gjort", sagde jeg og kløede hende bag øret.
"Vuf, vuf..alt hvad jeg gør er smart", svarede hun frækt igen.

Jeg rystede på hovedet og gik ud for at hente hendes sele. Kaica kom farende efter mig, hoppede op og snappede efter mine bukseben og bjæffede flabet: "Hvis ikke du giver mig ret, så gider jeg slet ikke ha`den sele på. Tror du jeg er en slædehund, hva`?"
 

Jeg vendte ryggen til hende (et godt trick til at få frække hundehvalpe til at stoppe med at nappe og springe op), tog hendes sele fra skabet og ignorerede hende.
Det varede ikke længe før hun satte sig pænt og lod mig give hende selen på.

Behøver jeg at fortælle, at hun allerede kan sit "sit" og "dæk", ja altså når der ikke er for mange ting, der distraherer! Jo vist er hun utrolig klog og smart, når det tager hende. Kaica har også lært at løbe op ad trappen, men den anden vej har hun ikke helt mod på endnu.

Som Kaicas personlige træner og assistent mener jeg, at min opgave også indebærer at gøre opmærksom på, når hendes adfærd ikke er hensigtsmæssig.

Så hele vejen over til  "Hunde-legepladsen" forsøgte jeg at få hende til at indse det tåbelige i at løbe op ad trappen, når jeg ikke var hjemme til at kunne hjælpe hende ned igen.

"Vuf, vuf...jeg har ikke tid til snak. Der skal snuses, der skal snuses."

Og snuset blev der. Selv det mindste blad blev vendt, drejet og snust til. Samtlige stykker papir skulle fanges og andre hundes lorte var som magneter, så det tog en evighed at nå vores bestemmelsessted.

"Hunde-legepladsen" er bare en græshøj forenden af stisystemet, hvor hundene kan muntre sig uden fare for at blive kørt ned.

Jeg slap derfor Kaica, der styrtede afsted efter den nye, grønne bold, som jeg kastede. Selvfølgelig nåede Kaica først toppen af bakken, mens jeg kom halsende bagefter.

Heldigvis er der opstillet en bænk på toppen af bakken, hvor folk med åndenød, smertende lemmer og andre dårligdomme kan komme lidt til hægterne.

Her satte jeg mig for at puste lidt, imens Kaica jagtede nye dufte og gammelt papir. Ind imellem kom hun hen og viste mig det sidste nye fund.

"Vuf, vuf..se en lækker gammel pose. Jeg tror sørme der har været chips i," bjæffede Kaica og viste stolt en knitrende sølvpapirspose frem.

"Ja, sikkert, men hvilken slags, hva`? ", spurgte jeg lidt frækt.

"Ih, hvor du altså driller. Jeg har jo aldrig smagt sådan nogle, vel. Jeg gætter jo bare på at det er en chip-pose, ik`", sagde Kaica og lagde hovedet på skrå.

"Ja, det kan godt være, du ikke har lært at gå ned ad trappen endnu, men du har sørme lært at give svar på tiltale, har du.", sagde jeg og rejste mig.

 "Jeps og jeg er også rigtig god  til at løbe nedad bakken ", gøede Kaica og for afsted.

 Halvejs nede standsede hun, vendte sig om og bjæffede i retning mod mig.
"Jeg er nemlig Kaica, smart i en fart."