"Jeg synes godt nok, du har haft ferie i meget lang tid", sagde Darleen til mig her i aften. Jeg så op fra bogen, jeg sad og læste i. "Hvad mener du?" "Jeg konstaterer bare, at du snart har siddet der i sofaen i fjorten dage. Er du slet ikke bange for at få siddesår?", spurgte hun og krummede knurhårerne frækt.
"Nu synes jeg godt nok, du er strid. Jeg har sgu da ikke kun siddet her. Hvad med al den rengøring, handlen ind og alle de gange jeg har lavet mad, tæller det slet ikke?"
"Ha, som om det var noget. Der bliver da ved med at falde støv, alt det du har slæbt hjem fra Fakta, har vi ligesom brugt og maden har nu ikke ligefrem været finere fransk madlavning," svarede Darleen bare.
"Ved du hvad Darleen, du rammer faktisk hovedet på sømmet. Det er et af de mest utaknemmelige jobs at være hjemmegående. Det er jo kun, når tingene ikke bliver gjort, at andre bemærker noget. Ellers så tager i det sgu som en selvfølge."
Nu havde jeg virkelig talt mig varm.
Det har altid været min kæphest, det med ikke at blive anerkendt for det jeg gør og den jeg er. Hvorfor bemærker nogle mennesker først, når tingene ikke er iorden, aldrig når tingene bare flyder derudaf? Ja, hvorfor giver vi ikke hinanden noget mere ros i hverdagen?
Darleen så bedrøvet på mig. "Du giver da heller ikke altid mig den ros, jeg fortjener", sagde hun stille.
"Hm..", mumlede jeg og forsøgte at råde bod på skaden ved at fortælle hende, at jeg faktisk syntes, hun var rigtig god til at fange svenske mus, at holde vores have fri for uønsket indtrængning og alt i alt var en utrolig dejlig kat.
"Du har da vist lige glemt at jeg er smuk, klog, vanvittig humoristisk, en rigtig god ven...hmmm..hmmm.."
Darleen så nu meget tænksom ud og sagde så : "Rie læs du bare den der bog om "Drabschefen" færdig, så tænker jeg lige."
Bogen om "Drabschefen" havde jeg købt samme dag, og var straks gået igang med at læse, da jeg kom hjem. Bogen var ikke specielt velskrevet, men selve historien om drabschefen Ove Dahl fra Københavns Politi var spændende. Jeg tog derfor Darleen på ordet og forsatte min læsning om det ene brutale mord efter det andet.
På et tidspunkt puffede Darleen til min arm. Jeg kiggede på hende og spurgte så, om hun havde tænkt færdig. Hun krummede knurhårerne i noget, jeg antog for et smil og sagde så: "Jeg synes også, at jeg er hensynsfuld. Og det er du også, til tider."
"Tak skal du have. Og nu jeg tænker efter, har du måske ret i det med siddesår. Jeg tror sgu, jeg tager på arbejde på mandag. Det er jo bedre at forebygge, end at helbrede."
"Det er så en aftale", sagde Darleen og lagde sig veltilfreds tilrette på mit skød.
"Nu synes jeg godt nok, du er strid. Jeg har sgu da ikke kun siddet her. Hvad med al den rengøring, handlen ind og alle de gange jeg har lavet mad, tæller det slet ikke?"
"Ha, som om det var noget. Der bliver da ved med at falde støv, alt det du har slæbt hjem fra Fakta, har vi ligesom brugt og maden har nu ikke ligefrem været finere fransk madlavning," svarede Darleen bare.
"Ved du hvad Darleen, du rammer faktisk hovedet på sømmet. Det er et af de mest utaknemmelige jobs at være hjemmegående. Det er jo kun, når tingene ikke bliver gjort, at andre bemærker noget. Ellers så tager i det sgu som en selvfølge."
Nu havde jeg virkelig talt mig varm.
Det har altid været min kæphest, det med ikke at blive anerkendt for det jeg gør og den jeg er. Hvorfor bemærker nogle mennesker først, når tingene ikke er iorden, aldrig når tingene bare flyder derudaf? Ja, hvorfor giver vi ikke hinanden noget mere ros i hverdagen?
Darleen så bedrøvet på mig. "Du giver da heller ikke altid mig den ros, jeg fortjener", sagde hun stille.
"Hm..", mumlede jeg og forsøgte at råde bod på skaden ved at fortælle hende, at jeg faktisk syntes, hun var rigtig god til at fange svenske mus, at holde vores have fri for uønsket indtrængning og alt i alt var en utrolig dejlig kat.
"Du har da vist lige glemt at jeg er smuk, klog, vanvittig humoristisk, en rigtig god ven...hmmm..hmmm.."
Darleen så nu meget tænksom ud og sagde så : "Rie læs du bare den der bog om "Drabschefen" færdig, så tænker jeg lige."
Bogen om "Drabschefen" havde jeg købt samme dag, og var straks gået igang med at læse, da jeg kom hjem. Bogen var ikke specielt velskrevet, men selve historien om drabschefen Ove Dahl fra Københavns Politi var spændende. Jeg tog derfor Darleen på ordet og forsatte min læsning om det ene brutale mord efter det andet.
På et tidspunkt puffede Darleen til min arm. Jeg kiggede på hende og spurgte så, om hun havde tænkt færdig. Hun krummede knurhårerne i noget, jeg antog for et smil og sagde så: "Jeg synes også, at jeg er hensynsfuld. Og det er du også, til tider."
"Tak skal du have. Og nu jeg tænker efter, har du måske ret i det med siddesår. Jeg tror sgu, jeg tager på arbejde på mandag. Det er jo bedre at forebygge, end at helbrede."
"Det er så en aftale", sagde Darleen og lagde sig veltilfreds tilrette på mit skød.
