"Frk. Jensen spiser ikke "Stenalderkost"".

Foruden min passion for planter og  garn( en hel anden ting er, om jeg får strikket af det), så er jeg til tider lidt af en læsehest. Sidstnævnte gør, at jeg ind imellem får nyhedsbreve fra diverse forlag med tips om nyudgivelser.

Jeg er egentlig kun interesseret i 3 slags bøger, nemlig, humoristiske katte-hundebøger, strikkebøger og kvalitetskrimier. Det ved forlagene selvfølgelig ikke, så mailbakken bugner af "spændende" tips om nye bøger fra krimidronninger fra vores nabolande, samt tips om kogebøger, der udfra omtalen kan kurere hvad som helst.

I min mors ungdom, hvor mænd var mænd og kvinder stod ved kødgryderne, fandtes der ikke det samme udbud af kogebøger. "Frk. Jensens kogebog" fra 1901 og egne opskrifter, sirligt nedskrevet på linieret papir var min mors inspirationskilde. Udfra disse kunne min mor så sammensætte et godt, velsmagende og nærende måltid. Men hvorvidt datidens måltider kunne nedsætte kolesteroltallet, "booste" ens energi, sætte skub i fedtforbrændingen, gøre hud, hår og negle stærkere og smukkere og medvirke til et lykkeligere liv, sætter jeg spørgsmålstegn ved.

Lige så sætter jeg spørgstegn ved samtlige kogebøger, der  i dag lover noget af det samme. Ikke at jeg giver pokker i kostens betydning, men at jeg bliver "et helt ny menneske", den skal madskribenterne længere ud på landet med.

Der er gået mode og derved kolde kontanter i kødgryderne, er min påstand. I Tv kan de, der er passionerede "Price fans" følge brødrene kaste smør i kødgryderne, få tænderne til at løbe i vand med Mette Blomsterbergs "Det søde liv", eller slå to fluer med et smæk i "Price og Blomsterberg".Disse programmer er for "livsnydere", der  efterfølgende må erkende, at livet, i hvertfald maden, er nydt lidt for meget, når livremmen skal spændes et par huller ud.

Men til evt. "livsnydere" med udspændt livrem og ditto mave er der helt sikkert hjælp at hente i "Stenalder Kost", der er de sidste nye guldkorn fra kødgryderne.(og det sidste nye tip i min mailbakke). Teorien bag "Stenalder Kost" er, "at den bedste kost for et godt helbred og en korrekt vægt er den kost, som vores tidlige forfædre i jægersamfundene spiste."
Bogen kan fås i fire udgaver: "Stenalder Kost Kogebogen", "Stenalder Kost Kuren", "Stenalder Kost for Sportsfolk", og endelig fås "Stenalder Kost Kogebogen" også som e-bog. Forfatteren er den amerikanske professor Loren Cordain.

Danske Thomas Rode Andersen, der i medier bliver omtalt som "stjernekok" på michelinrestauranten "Kong Hans" er med på "beatet". Han har foruden at skrive en bog med titlen(ja, rigtigt gættet) "Stenalderkost" , åbnet  en "Take-away" og tilbyder endvidere foredrag om emnet.(selvfølgelig mod passende honorar).

Jeg har intet personligt imod Thomas, der i sin ungdom iførte sig læderjakke med dertil hørende knallert for at fræse rundt på byens torv og skræmme livet af gamle damer. Nej, Thomas har været igennem drukture, ædt sig gennem massevise af burgere, røget joints, sniffet "Old Spice" deodorant og gennemlevet en skilsmisse for at kunne være hvor han er i dag.

Det jeg er imod er denne falden på halen og klappen i de små hænder af begestring over, at nu kommer det helt nye. Og med det helt nye også nyhederne om manden bag(det helt nye). Sladderpressen har fået et nyt offer at kaste sig over, hvis/når Thomas viser sig offentligt svagt duftende af "Old Spice" og gumlende på  en burger fra Mcdonalds. Men er der noget nyt? Lover "Stenalder Kost" ikke vægttab og øget energi, som  alle andre kure har gjort. Og er Thomas ikke bare en almindelig dansker, der indtil nu har været utrolig heldig at hoppe på "stenalderbølgen" på det rigtige tidspunkt? Den ægte nyhed ville være, hvis der om 10 år ville blive serveret  "Stenalderkost" ved de danske middagsborde. Så ville jeg måske have ærgret mig over ikke at være hoppet med på bølgen, for i bare stædighed at holde fast i den sovseplettede "Frk. Jensen".










 

 

Ups. det var en fejl!

Jeg ved ikke, om det kun er mig, der bliver ret træt af at høre andres negative meninger. Som nu i dag, hvor jeg efter en svær kamp endelig havde fået strikket en stribet taske i uldgarn færdig. Jeg havde trevlet op, strikket , trevlet op osv., men jeg havde fandme gjort den færdig. Godt nok lignede den ikke en designer-taske fra et fransk modehus, men jeg havde designet den. Jeg havde selvfølgelig skelet til adskellige andre strikkede tasker, men i sidste ende var det mig, der havde regnet maskeantallet, strikkefasthed  og sådan ca. krympning ud. Ja, rigtig gættet, det var en strikket taske, der skulle have en tur i vaskemaskinen på 40 gr. med almindelig vaskepulver.

Jeg kunne selvfølgelig bare lade være med at spørge om Ole og Darleens mening, men jeg, der var pave-stolt ville gerne bekræftes i, at jeg havde designet et lille mesterværk.

"Der er lige som et eller andet underligt ved den. Den "flapper" der ved afslutningen. Kan du ikke stive den  lidt af?" Ole holdt tasken op og så skiftevis på den og mig.

"Hm.., den stinker", sagde Darleen.

Jeg vælger at tro, at udtalelsen skyldes, at nu lugter tasken nyvasket og ikke af uld. Men jeg kan jo ikke være helt sikker.

Færdiggørelsen af tasken og dommen over den, kan jeg, når jeg tænker efter, godt leve med. Men det fik mig til at tænke på andre gange, hvor jeg er blevet mødt af "Fejlfinderen", der åbenbart lever og ånder for at finde fejl ved andre.

Jeg kan sagtens finde "Fejlfinderen " i mig selv, men mener også at jeg prøver at bekæmpe denne tendens.

Selvfølgelig  vil jeg gerne have at vide, hvis og når jeg laver fejl. Men i tide og utide at blive gjort opmærksom på egne eller andres fejl, det bliver i længden for meget. Jeg har hørt det første gang, jeg har forklaret hvorfor jeg har lavet den omtalte fejl. Men den ægte "Fejlfinder" lytter  hverken til  forklaringer eller undskyldninger, men bliver ved og ved.

 

"Fejlfinderens" holden fast i fejl og mangler får mig til at spekulere på, om det i virkeligheden er et udtryk for lavt selvværd og en angst for at opdage at vi alle kun er mennesker.
Men det er nok en fejl fra min side!

 

"Alt er relativt"

"Jeg forstår ikke rigtigt den der "relativitetsteori" af ham Einstein", sagde Darleen her i eftermiddags, da jeg kom hjem fra arbejde.

"Har du nu igen ladet Darleen surfe rundt på nettet uden opsyn?", spurgte jeg Ole, min bedre halvdel, og så nok ret bister ud. "Jeg troede vi havde den aftale med ikke at lade hende være alene, når hun surfer, du ved lige som med børn. Tænk hvilken sider hun kan finde på nettet, ja og åbenbart har fundet", sagde jeg henvendt til Ole, mens jeg trak ham ind i stuen og dermed lidt væk fra Darleens nysgerrige ører. "Jeg orker altså ikke, at gå ind i en diskussion omkring om alt er relativ, og alt det der. Jeg har jo lige som været på arbejde, og jeg synes faktisk, jeg har diskuteret nok."

"Åh Herre Gud, hun synes det er sjovt at "google" lidt. Du brokker dig også, hvis vi ligger og dovner hele dagen. Nu er du vist relativ strid", sagde Ole og grinede overskudsagtig.

Jeg værdigede ham ikke et blik, men udførte mit faste "komme-hjem-ritual", drak min kaffe og røg en smøg. Derefter proklamerede jeg, at jeg gik op og lagde mig. Sidstnævnte fik mig til at føle mig lidt "Maude-agtigt".

 

Sove, kunne jeg heller ikke, da jeg selvfølgelig lå og tænkte på, om jeg nu virkelig havde været relativ strid, som Ole havde påstået. Jeg begyndte at ransage mig selv. Hvilken grund havde jeg i virkeligheden til at affærdige Darleen på den måde. Var det bare fordi, jeg var træt af at forklare mig selv, mine og andres handlinger, som jeg synes, jeg havde brugt megen tid og energi på denne week-end. Skyldes det, at jeg var sur over, at Ole og Darleen havde tid til at undre sig over "om alt var relativt". Eller var jeg bange for at erkende, at jeg i bund og grund heller ikke helt havde styr på "relativitesteorien"?

Sådan lå jeg og tænkte, da jeg mærkede Darleen ved mit hoved. "Miauuu.....", sagde hun stille og snusede til mit hår.

 

Jeg klappede på dynen som invitation til, at hun kunne lægge sig, hvis hun havde lyst. Darleen lagde sig på mit bryst og begyndte at spinne.

 

"Tøsebarn, det må du sørme undskylde. Det var ikke min mening at lade det gå ud over dig. Men du ved, jeg er sådan lidt hylet ud af den for tiden. Jeg er træt, og også træt af at vente på om ham "Chefen" synes, jeg er god nok til at blive. Og altså alt imens jeg venter, så skal jeg bare arbejde og lade som ingenting. Ja, og være lidt for jer herhjemme og tage stilling til livets store spørgsmål og relativitetsteorien og alt muligt", sluttede jeg med en lidt grødet stemme.

 

Darleen puttede sig og sagde stille: "Rie det er bare i orden, at du er lidt strid ind imellem. Du indrømmer det i det mindste. Og du er jo kun relativ strid nok også  i følge ham Einstein".

"Ja, ja Darleen jeg ved godt, at man siger at Einstein sagde...."
"Det tager vi en anden gang ik`. . Men en ting er 100% sikkert, jeg trænger til rejer."

Ja og jeg trænger sikkert til at genopfriske "relativitetsteorien".

 

 

"Bitch-fight"!

"Jeg tror helt ærligt, at alt den snak om flytning af de gamle på dit arbejde er steget dig til hovedet", sagde Darleen til mig her til aften, mens vi sad og så "Linse og Gustav på udebane".

Jeg tyssede på hende, mens jeg forsøgte at høre, hvilke guldkorn Gustav rystede ud af de lyserøde mini-shorts.

"Det der er total afvisning og neglect. Nu er det fandme slut. Jeg kontakter "Kattens Værn" og det med det vuns", skreg Darleen hysterisk og hev min nye "I.phone" på gulvet.

Hun baksede rundt med poterne på skærmen og skreg til Ole, at nu kunne han godt komme hende til undsætning og således få skovlen under den følelseskolde kvinde, der sad i sofaen ved siden af ham.

"Du har sikkert også en par høns, der trænger til at blive plukket. Og hun er den, der skal plukke dem", skreg hun skadefro.

Jeg, der havde været på arbejde hele weekenden, og således havde set frem til behageligt selskab med dels Gustavs guldkorn, dels Linses moderlige former og formaninger til Gustav, blev i den grad irriteret over at blive omtalt som følelseskold. Havde jeg ikke rendt rundt i adskellige timer og vist empati, nogenlunde de bedste sider af mig selv, krydret med improviserede dansetrin, falske sange, dårlige vittigheder, hurtigsnak og kys og kram? Så følelseskold. Not. Måske for udenforstående lidt småtosset. Yes.

Jeg valgte derfor at negligere Darleen totalt, indtil barmfagre Linse og kortbuksede Gustav havde plantet flaget udenfor prinsens slot. Linse og Gustav blev desværre også negligeret af selveste Prins Joacim og således ikke lukket ind.

Men når sådanne berømtheder som Linse og Gustav kunne tage en afvisning fra selveste Prins Joacim, så kunne jeg vel også "deale" med en hysterisk kat.

Jeg spurgte derfor med sindsro: "Er du utilfreds med noget Darleen"?

"Selvfølgelig er jeg det. Hvad ligner det egentligt at flytte rundt sådan i tide og udtide? Jeg kan jo ikke finde min yndlingsplads igen.", snerrede Darleen arrigt.

Jeg så ret så overskudsagtigt på hende(mig skulle hun nemlig ikke tryne , og at der desuden lige havde  været vist en reklame for d.vitaminer, der virkede på stort set alle dårligdomme, spillede  nok også ind.)

"Hm, hvor mange gange har vi egentlig flyttet om, mens vi har boet her? Hm... Jeg tror sørme, det er første gang", sagde jeg fandens selvtilfreds.

"Ja, ja den er god med dig. Det er overhovedet ikke det, der er pointen. Fatter du overhovedet ingenting. Det er jo ikke for sjov, at jeg kalder dig følelseskold, vel?" Darleen starmmede knurhårene og så ret så bister ud.
"Nu du spørger. Nej, så fatter jeg ikke, hvorfor du hidser dig sådan op,"svarede jeg og så lige så bister ud.

På det tidspunkt havde Ole forlængst foretrukket til førstesalen, da han ikke ville deltage i denne "bitch-fight".
Jeg ved ikke om det var Gustavs brug af  mere eller mindre uheldige engelske udtryk, der gjorde at vi selv var begyndt at bruge udenlandske verber for lige som at understrege sagens alvor.
For inden vi fik set os om, havde både Darleen og jeg råbt "Sissy" (engelsk for tøsedreng) efter ham, hvad der gav os en vis samhørighedsfølelse.

Darleen trak lidt på knurhårerne i den rigtige ,og jeg smilede tilbage, hvilket hun opfattede som en invitation til kæl.
Mens hun således lå og æltede med poterne i en af mine mave-deller ,spurgte jeg imødekommende :
"Hvad er der egentlig i vejen, Tøsebarn?"
Tøsebarnet alias Darleen så op på mig, blinkede med sine grønne øjne og sagde stilfærdigt: "Jeg tror bare, jeg fik det lidt lige som de gamle ude på dit arbejde. Ja, du ved med flytning og alt det. Det er godt nok ikke helt det samme, men alligevel. Vi bliver utrygge, hvis der bliver flyttet rundt på os. Ja, og i det mindste kunne i godt spørge os først."

Jeg så ned på Darleen, der nu lå og spant. Jeg strøg hende over ryggen, kløede hende bag ørerne, mens jeg tænkte over det sidste hun havde sagt.
Hun havde jo ret. "Undskyld Tøsebarn, fordi jeg ikke spurgte dig først", mumlede jeg ned i hendes pels.
Sådan sad jeg lidt og tænkte på, at de gamle på Bjergbyparken heller ikke var blevet spurgt.

Darleen sagde stille:"Det er i orden. Du er tilgivet, men det er der måske andre der ikke bliver."