"Garnlycka!

Jeg er de sidste fjorten dage blevet godt og grundigt moppet af Darleen. "Nå, hvorfor skriver du ikke lidt på bloggen om alt det der uldgarn, du har købt i ferien?", siger hun fnisende og kigger frækt på mig. Men nej, det er egentlig ikke det, hun vil have, jeg skriver om, men derimod Oles og mit besøg i "Det gula Huset".

Så nu må jeg hellere fortælle, om dengang jeg blev taget grundigt ved næsen i min jagt på billigt garn.

Sverige er næsten ligeså deprimerende som Danmark i regnvejr, blot er der naturen, loppis(loppemarked), søndagsåbent og brændeovnen til forskel. Så denne søndag i ferien kørte Ole og jeg derfor ud i det blå, eller nærmere sagt grå, for at gøre en god handel i garnbutikken "Garnlycka". Vi besluttede dog at gøre en afstikker ad naturskønne, hullede, grusveje og kom herved igennem en lille flække, hvor "Det Gula Huset" lå. Jeg følte mig hensat til Christiania, bare med den forskel, at det gule hus selv i Christiania allerede var blevet revet ned forlængst Nå men unge arbejdssomme folk havde åbenbart købt det gule hus og havde store visioner for stedet, hvad et banner på gavlen forkyndte. Vi, de nysgerrige danskere, lod os selvfølgelig lokke, både af dette banner og et kæmpe skilt med påskriften: LOPPIS.

Jeg faldt nærmest i svime over 5 nøgler naturfarvet uldgarn til 10 sv.kr. stykket. Kunne nogen være mere heldig? Og så skidt være med, at vi var ved at falde igennem gulvet og at stedet lugtede muggent og råddent. Vi havde ikke rigtigt små-penge, for stadig synes jeg ikke 100 sv. kr. er små-penge, og pigen, der var kortklippet og i sort tøj, kunne da heller ikke give tilbage. Men 40 sv.kr. havde vi da, og således skiftede uldgarn og penge hænder.

Allerede efter få kilometer begyndte lugtede at brede sig. En lugt af råd, muselort og mølkugler, der kom fra mit nyerhvervede uldgarn, som viste sig at være ved at falde fra hinanden. Jeg var tvunget til at indrømme mit nederlag. Her var ingen garnlykke gjort! Her var jeg blevet taget ved næsen. Nok ikke bevidst, for de arbejdssomme havde vist nok at gøre med at grave fundamentet ud! Men alligevel!
Vi kørte videre i tavshed med distination mod den "rigtige" butk "Garnlycka", beliggende  i Östra Frölunda" ,også en lille flække, men dog på vejkortet.

Vel indendøre i Anette Magnussons lille butik med mor Siv bag disken glemte jeg, hvor dum jeg havde været. For er der noget, der styrker ens selvtillid, så er det sætningen: " Ahh du återvender, jäg kender däg igen."
" Åh, du er snell, kann jäg få købe mere ullgarn, 2 härva?"

Det blev lidt mere end 40 sv.kr., helt præcist blev det 110 sv.kr for 2 fed a 100gram fint svensk uldgarn.
" Så det var alligevel ik`så ringe endda."

"Hur mår du?"

Nå, det er da ellers nogle finker, der er røget af  panden her på bloggen de sidste dage. Fru Sauer spørger jeg mig selv: "Er du ved at være godt gal i skralden eller hva`?" Men ved nærmere eftertanke tror hverken Fru Sauer eller jeg, at det er en god ide at svare på dette spørgsmål. Jeg kunne let komme til at fremstå som en gal rappenskralde med et sprog som en havnearbejder, noget som Darleens fintfølende ører tager direkte skade af.

Det med de fintfølende ører er kun noget, hun har, når det er andre, der taler med store bogstaver. Når hun selv er godt gal i skralden er der intet fintfølende. Tag nu bare, da hun var med i Sverige og Biancas kat Zorro ikke kunne fatte en pæn hentydning om at blive på egen banehalvdel. Jeg skal love for hun råbte op. Darleen synes helt at glemme, at Zorro var hendes bekendtskab fra sidste år, og nok bare ville forny deres venskab.

"Jeg er træt af den frække fyr. Tror han virkelig, at jeg deler mine rejer med hvem som helst? Går bare lige ind og direkte ud i køkkenet. Jävla katt."
"Har du prøvet at sige det pænt til ham på svensk. Måske forstår han ikke dansk", forsøgte jeg udglattende.

Darleen rystede bare på hovedet, fnøs et par gange og forsvandt ud på verandaen.

Personligt synes jeg ikke, man kan være ligeglad med, om folk forstår en. Både Ole og jeg prøver ihærdigt at gøre os forstålige på vores egen udgave af svensk. Og hvor er jeg blevet irriteret de par gange, vi har mødt en svensker, der lynhurtigt slog over i engelsk. Ja, det kan godt være, at samtalen går hurtigere på engelsk og misforståelser ikke så let opstår, men vi bliver jo ikke bedre til hverken at forstå eller tale svensk på den måde.

Vi har faktisk fået os mange gode grin over vores elendige svenske udtale, og måbet over at svenskerne f.eks. kalder flåter for fæstinger. Men ved nærmere eftertanke er det jo egentlig indlysende. Som en sidegevindst har vi altid noget at tale med de der svenskere om. "Hur mår du?" ????????Øh.......... ?????????

Lige et øjeblik

Det er kun en uge siden, jeg startede arbejdet igen efter ferien. Naiv som jeg er, regnede jeg med, at tid var der blevet mere af, og at mandskabs-problemer hørte til i en by i Rusland. Men allerede efter 15 minutter slog virkeligheden mig hårdt i hovedet, da alt var ved det gamle. Hverken beboere eller pårørende synes at kende forskel på ferietid, hvor bemandingen er på nedsat blus og så resten af året, hvor bemandingen ikke just er noget at råbe hurra for, men alligevel er lidt bedre end nu.

Utålmodige beboere i røret, der ikke har den store forståelse for, at de ikke er de eneste i hele verden og slet ikke på Bjergbyparken. Og ditto pårørende, der heller ikke forstår hvorfor nullermændene vokser sig store i sommertiden.

Dyrebar tid går på en eller anden måde tabt i diskussioner/forklaringer om hvorfor jeg ikke lige står parat, men hele tiden må sige: "Lige et øjeblik".
Ja, de der øjeblikke bliver til en del tid på en arbejdsdag. Faktisk så lang tid at jeg halser bagefter tiden.
Ja, jeg skal sandelig love for, at virkeligheden hurtigt fik indhentet mig. Så hurtigt gik det, at der er fare for jeg mistede mig selv i farten.

Fest i gaden

Katten Zorro, der aflagde Darleen besøg flere gange om dagen, mens vi holdt ferie i Svensås, Sverige.

Darleen var ikke speciel glad for besøgene, da Zorro havde den frækhed at gå helt ind og spise HENDES mad.

Når bølgerne gik for højt fortrak Zorro, og hvilede sig lidt i skyggen

"Ih, er det nu ham Zorro igen. Man kan da heller aldrig få fred for den fyr."





Jeg har Darleen mistænkt for at nyde, at ferien er forbi, og at hun nu er "ene-kat" igen.

Men hun er tilgivet, da jeg ved at folk og katte op i alderen trives bedst i vante omgivelser.
Som Darleen selv udtrykker det:" Hvor meget "fest i gaden" kan en kat på 14år egentlig stå model til?"