Politisk korrekt?

Jeg ved godt, at rygeforbudet er kommet for at blive. Da der for år tilbage blev hvisket om det i hjørnerne, reagerede jeg vel som alle andre rygere: "Det skal jeg sgu nok selv styre". Men som årene er gået, har jeg stillet og roligt fundet mig til rette med forbudet, og kan endda se rimeligheden i mange af argumenterne fra ikke-rygere.

Men så er det, at jeg "locker" på FOA`s hjemmeside og læser en artikel med overskriften:"Plejecenter i Helsingør har indført røgfri arbejdstid." Det er ikke det, at man har forbudt medarbejderne at ryge i arbejdstiden, der får mig til at reagere mest, men udtalelsen fra lederen. 

”Det er deres dagsrytme, vi skal tage hensyn til og ikke, hvornår medarbejderne kan mødes for at ryge. Rygeforbuddet har den sidegevinst, at vi bliver mere effektive og kan være mere sammen med beboerne,” siger plejehjemmets leder Helle Lund til Ritzau.

Ja, selvfølgelig er det beboernes døgnrytme, der skal tages hensyn til, har jeg så lyst til at skrige. Jeg opfatter denne leders udtalelse som en indirekte mistillid til sine medarbejdere, hvilket gør mig vred.
Som om rygende medarbejdere hopper over hvor gærdet er lavest, og så ellers tilbringer resten af arbejdsdagen udendørs med en tændt smøg.
Jeg er lidt foruroliget over, at medarbejdere sådan kan deles op i "de gode"(ikke rygere) og "de dårlige"(rygere). Førstnævnte passer åbenbart deres arbejde og er der for beboerne, mens sidstnævnte ikke giver et døjt , men dækker rygetrangen istedet for at arbejde.


Jeg mener stadig, at jeg er ansvarsbevidst nok til at tilrettelægge min arbejdsdag, så beboernes behov kommer i første række og ikke min rygetrang. Men det er nok ikke politisk korrekt!

Haren og ræven

Sverige er på nogle områder lidt bagefter! Tænk bare på skiskydning, hvor både Frankrig og Norge slår dem med flere skistave,og selv om der er kommet gang i den svenske økonomi, følger kursen ikke rigtig med. Det er selvfølgelig godt for de danskere, der kører den lange vej til Ullared for at gøre en god handel i  varehuset "Gekås".  Hvis de skulle være så uheldige at skulle stå i kø for at blive lukket ind til alle de gode tilbud, vil jeg komme med en opfordring om at tage godt med varmt tøj på. For det svenske forår er håbløst bagefter.

Hele den forgangne uge havde jeg glædet mig til en weekend med kaffedrikning og lidt solbadning på klippen i Svensås. Jeg havde absolut ikke fantasi til at forestille mig, at skovens graner var hvidpudrede og grusvejen nærmest ufremkommelig pga. sne, men jeg måtte sande, at jeg havde været for optimistisk, hvad angik det svenske forår.

Det synes, som om svenskerne kan acceptere naturens luner, for uanset om det er sommer eller vinter, skal de ud. Det gælder i hvert fald vores naboer i Svensås, der tager deres 8 km. løbetur uanset hvad. Ok når jeg skal være helt ærlig, så har jeg aldrig set dem i kraftigt snevejr. Men de synes at være besat af en sand "helse freak", hvad både mad og motion angår. Om morgenen, når vi sidder lunt og godt ved køkkenvinduet,  kan vi se dem fare forbi med tungen langt ud af halsen, men alligevel med så meget overskud, at de løfter hånden til hilsen. Ja, så er det vi begynder at tale om alt det der, vi burde gøre, hvis bare lige vi kunne finde motivationen.

Denne søndag morgen vågnede jeg tidligt og listede ud og satte kaffe over. Som altid satte jeg mig ved bordet i køkkenet og kiggede ud ad vinduet. Det er altid dejligt bare at sidde og se over på skoven og lade tankerne vandre. Mine dagdrømmerier blev dog brat afbrudt, da en hare kom hoppende på grusvejen. Den så sig overvågent omkring og hoppede så ind på marken.
Jeg, der er født og opvokset i byen, er, de få gange et "vildt dyr" har krydset min vej, blevet ellevild af glæde. Måske vores naboer ville have rystet lidt på hovedet og smågrinet, hvis de havde set min begejstring, men det ville ikke have forhindret mig i at slå vejrmøller, hvis jeg altså havde ejet denne evne. Jeg nåede lige at tænke på, om jeg skulle vække Ole i det tilfælde, at haren ville dukke op igen, da jeg så en rødlig silhuet mod sneen. Mikkel Ræv havde gjort sin entre!

Jeg nærmest flåede Ole ud af sengen, pegede og fortalte. Sammen stod vi og så hvordan ræven snusede i sneen og haren trykkede sig. Måske fik ræven færten af hunde og mennesker og brød sig ikke om det, for pludselig stoppede den op, ændrede retning og løb afsted mod skoven. Haren kunne ånde lettet op for denne gang og forsætte med det, den havde været igang med.

Jeg tror, det svenske forår er som ræven. Nu måske lidt bagefter, men det fanger os til sidst.

Tid til forandring.

Der er forandringer på vej. Forårssolen kigger frækt ind ad vinduet og efterlader mig med dårlig "husmor-samvittighed".  Alt det, som jeg, som husmor, burde gøre eller skulle have gjort kommer frem i lyset: Bamserne i vitrineskabet er begyndt at vågne fra deres vinterdvale, men jeg har endnu ikke lukket dem ud. Jeg ved nemlig at de forlanger, at jeg gør rent, hvilket ikke lige er det, jeg brænder allermest for. Gardinerne i TV-stuen hænger sørmodigt i folderne, og kan næsten ikke skjule skammen over at være så møgbeskidte. Jeg vil slet ikke begynde at tale om planterne i vinduerne!
Hvis jeg først lægger øre til planternes beklagelser, ja så er løbet kørt og jeg risikerer at blive overfaldet af strikketøjet.

For en udenforstående lyder alt det sikkert underligt, men er egentligt ganske normalt her på matriklen.
Om vinteren strikkes og nørkles der, om sommeren er det plante og blomster tid.
Så jeg er virkelig ude på dybt vand, når vinteren ikke helt er blevet vår.
Jeg tænker med gru på alt det garn, jeg har købt de sidste måneder og på dets videre skæbne. Vil det bare blive pakket sammen i gamle "Bilka-poser" og papkasser og sat i kælderen for at henslæbe resten af sit liv i mørke? Eller vil noget af det overleve som trøjer, huer, vanter og blå mus?

Jeg spekulerer på, hvorfor min indre garn-og havenisse ikke bare kan enes og lade mig i fred. Men jeg ved jo godt, at det er noget genetisk bestemt. Min far havde plantesaft i årerne, min mor drømte hele livet om at leve pletfrit og samtidig kreere den perfekte "islænder".

Løsningen er egentlig ganske enkel. Jeg må som alle andre år overgive mig gradvist og hilse forandringen fra garn til havenisse  velkommen .

At magte magtesløsheden

Det er da utroligt så hurtigt tiden går. Nej tiden går ikke, den flyver. Det er allerede en uge siden, vi kom hjem fra Sverige, og jeg har næsten glemt, hvordan stilheden, roen og eftertænksomheden føles.

Det har været fuld kraft frem på arbejdet, selv om det for nogle af vores beboere synes at gå tilbage. Ja, netop derfor har vi haft travlt.

Jeg føler mig ind imellem så magtesløs. Den oplevelse af, at lige meget hvad jeg gør, er det ikke  nok, tærer på mig. Jeg forsøger at ryste følelsen af mig, når jeg kommer hjem, forsøger at lade op til næste gang jeg står overfor et menneske, der befinder sig på grænsen mellem livet og døden.

Jeg ved godt, at jeg gør alt, hvad jeg overhovedet kan. Det er nok nærmere bevidstheden om døden, der giver mig den følelse af magtesløshed. For her er virkelig noget, jeg overhovedet ikke kan kontrollere.

Ikke for at være morbid eller lyseslukker, men jeg synes det er godt engang imellem at tænke på, at vi mennesker faktisk  er dødelige. Jeg tror det på længere sigt gør, at jeg bedre kan magte magtesløsheden

Ängelboden, uægte garn og blå mus

Det er lidt underligt at komme hjem efter en uge i Sverige. Lige som vi er faldet helt ned i tempo, skal vi tilbage til en travl hverdag igen. Ikke fordi jeg ikke kan lide vores hverdag her i Danmark, men hverdagen i Sverige foregår som sagt i et andet tempo.

Vi sidder længe ved morgenbordet. Birketræerne svajer i vinden, solen prøver ihærdigt at smelte isen på grusvejen og katten Darleen sidder i vinduet og tæller skovskaderne. "Miauuuu", siger hun, strækker sig og kryber ind under tæppet for at tage en lur. Ole henter brænde, jeg maler badeværelsesdøren og senere kører vi til Svenljunga for at handle.

Svenljunga ligger ca. 25 km.( eller som en svensker ville sige 2,5 mil) fra vores hus. Tro det eller ej, men denne lilleput by kan prale af at have egen biograf, en rimelig stor ICA, et par "Heminretnings-äffaer" a la Bahne og guderne må vide hvor mange spisesteder. Det mest fantastiske ved byen er foruden "Zeb & Zoffi", "Ängelboden"

Ole havde indtil nu formået at holde mig væk fra dette garnparadis, men da min fødselsdag var nært forestående, var det jo oplagt med et besøg. Jeg blev budt velkommen af en smilende dame bag disken, der lige præcist vidste, hvordan en potientel kunde, som jeg, gerne vil behandles. Jeg vil gerne have tid til at opleve og danne mig et overblik over tilbuddet i butikken. Derfor hader jeg de der emsige ekspedienter, der nærmest sidder på nakken af mig eller typen, der virker totalt uintresseret i at sælge noget.

Med Ole plantet i en kurvestol i hjørnet, gik jeg rundt og følte, snusede og sammensatte farver. Jeg så på strikkefasthed, løbelængde og prisen kan man jo ikke, selv med en lidt lavere kurs, løbe fra.

Den smilende dame bag disken og jeg fik os en hyggelig snak, da mit valg langt om længe var truffet. Hvis jeg fik noget garn tilovers, kunne jeg selvfølgelig bare aflevere det og få pengene tilbage. Foruden garn til endnu en trøje, købte jeg også de mest nuttede, små 10 gr. nøgler bomuldsgarn og opskrifter til hæklede dyr. Jeg er lidt usikker på om mit svenske rækker til at tyde opskrifter på hæklede smådyr, men ellers har jeg en virkelig god grund til at aflægge "Ängelboden" et nyt besøg.

Darleen, der havde genoptaget sine optegnelser over skovskader var i den grad skuffet og vred, da jeg stolt viste hende mine garn indkøb. "Og det skal jeg afbryde mit interessante arbejde for?", skreg hun arrigt og stampede med poterne. Jeg så uforstående på hende og spurgte forsigtigt, hvad hun mente.

"Jeg troede, vi var enige på det punkt." Hendes grønne øjne slog gnister, og hendes poter trommede nu mod bordet. Jeg anede virkelig ikke, hvad hun talte om. Heldigvis havde Ole overhørt optrinnet og hviskede nu:

"Jeg sagde det jo. Ackrylgarn."
Åh Gud ja, garnet bestod jo mest af ackryl, det havde jeg i min begejstring ikke tillagt den store betydning.
Det var jo en fejl, erfarede jeg nu. Darleen og jeg gik jo ind for "den ægte vare". Hun for mus og jeg for uldgarn.


Det "uægte garn"

 "Darleen, der er altså både mohair og alpaca i garnet", sagde jeg sådan for rede trådene ud og bevare hendes og mit venskab.
"Hm, det er der måske. Og måske vil jeg gerne have en blå hæklet mus inden alt for længe. Det kan godt være, at den ikke er sådan ægte, men den er i hvert fald hæklet af ægte bomuldsgarn,"sagde Darleen og forsatte sit spændende arbejde med skovskaderne.

Trøjen i "uægte garn" strikker jeg færdig, før jeg prøver at hækle Darleens blå mus. I følge Darleen er der ingen grund til at tage et udvidet svenskkursus, før jeg påbegynder hækleriet. For som hun siger, de vigtigste ting hedder det samme på dansk og svensk. Matt - mad, mus - mus,vän - ven.

Det er sødt sagt, synes jeg og viser mig, at hun har tilgivet.
Som en sidste udvej har jeg jo også damen i "Ängelboden".