Vagthunden og de tre små besættere.

Man kan sige meget om Kaica, et er i hvert fald sikkert, hun tager jobbet som vagthund meget alvorligt.
På trods af  at vi har forsøgt at lære hende, at nogen gange er det så absolut ikke nødvendigt at alarmere os.

"Kaica, det er ok., at naboen lukker havedøren op. Postbudet må også godt aflevere en pakke, det kunne jo være noget spændende."
Men de fleste gange preller argumenterne af som vand på en gås.

Kaicas i forvejen sensitive alemeringssysten har de sidste dage fået yderlige en tand opad. En pulsen i hækken, et næppe hørbart pip, og alarmen er gået igang.

"For pokker da, hvad nu?", spørger jeg temmelig surt og ser i retning af Kaica, der står og stirrer på ligusterhækken, mens hun gør som en sindsyg.

"Godt du kommer, så kan du selv se, hvor uforskammede de er", siger Kaica lettere forpustet.

"Jeg kan ikke se noget", siger jeg, hvad sandt er.
Jeg når lige at tænke, at Kaica nok er begyndt at hallucinere (måske pga. væskemangel?), da jeg hører noget pusle.

"Har jeg ret, eller har jeg ret", siger Kaica skråsikkert og forsætter:
"Der må stå noget i hæk-og hegnsloven  om, hvordan sådan nogle besættere skal opføre sig."

For mit indre blik ser jeg billeder af besættelsen af Ungdomshuset på Jagtvejen. Billeder, der i denne
sammenhæng er vildt overdrevne, da det viser sig at være familien Solsorts trillinger, der  hopper
rundt i reden.

"Vi må ha' ordnede forhold her i ligusterhækken. Der er garanteret en kvote for mange solsorte, en hæk kan bære pr. løbende meter."

"Tror du også, der er en kvote for hvor meget, du må gø pr. dag", spørger jeg vredt.

Kaica ser undrende på mig og kigger så ned i jorden.

"Det kan godt være, du er dødtræt af trillingerne. Men jeg er ind imellem også dødtræt af  dig. Alligevel må jeg acceptere, at du er og bliver en vagthund."

Kaica ser op på mig. En anelse bekymret og ja lidt bedrøvet forekommer det mig.

"Handler det om at tage lidt hensyn til hinanden"

Jeg nikker og stryger hende over pelsen.

"Men er der ikke noget om, at det ligger i generne. Du ved, da jeg jo er en vagthund, så kan jeg jo ikke bare sådan vupti lave mig selv om."

"Selvfølgelig kan du ikke det. Vi kan bruge hele livet, ikke på at lave os om, så vi passer ind i andres form. Men ændre de ting, vi selv synes."

Kaica stirrer igen mod hækken, gør tre gange, vender sig mod mig og siger:
"Et bjæf for hver af de små besættere, det må være nok for nu."

Jeg smiler og tænker, at enten er Kaica virkelig begyndt at ændre sig, eller også vil hun stadig "Hyle med de ulve, hun er i blandt."

KOL på en varm dag!

"Der er stor sandsynlighed for, at det er KOL",sagde jeg for 25.gang. Ja, jeg havde sagt det højt så mange gange, at jeg næsten havde vænnet mig til tanken. I min over 20 årige "karriere" indenfor social- og sundhedsvæsnet havde jeg set mennesker i forskellige stadier af KOL, jeg havde derfor også oplevet hvor invaliderende denne sygdom kunne være.

 

Et var at skulle forholde sig professionelt til mennesker med en irreversibel sygdom, noget andet var at erkende og acceptere, at mit daglige indtag af røg i adskillige år nu forlangte betaling ved "Kasse 1".

 

Til tider følte jeg det som om, lægen havde afsagt min dødsdom og det endda med et smil på læben!

Jo, den lægen havde været særdeles kold og ligeglad, havde behandlet mig som et sagsnummer, følte jeg.

 

Jeg rettede al min frustration mod idioten, der altid havde smil på læben, cyklede Sjælland rundt og i sine unge dage havde deltaget i "Wasaløber". Sådan en "sundheds-freak".

 

Det var først, da jeg talte med sygeplejerske svigerinden  igen, at det gik op for mig, at min reaktion var helt efter bogen. Min reaktion var en helt normal krisereaktion, hvor jeg efter at have været i chok efter min første lægekonsultation, nu reagerede mod den trussel en evt. sygdom var.

 

Efter endnu et lægebesøg, hvor jeg fortalte om mine følelser omkring en evt. diagnose, syntes jeg, mine vredesudbrud og tårer blev færre.

 

Jeg opdagede faktisk, at jeg var begyndt at se lidt lysere på tingene, da jeg en dag brugte min berømte sorte humor: "Den er sgu svær. Skal jeg gå ud i solen og evt. få hudcancer, eller skal jeg holde mig til KOL?"

 

Kaica, der måske ikke helt har styr på hverken  sort humor eller begrebet KOL, sagde:

"Nu er du fjollet igen. Det er i hvert fald ikke koldt."

 

Jeg gik sammen med hende ud i haven og kastede bolden til hende, idet jeg tænkte:
Det er måske KOL på en varm og god dag?

Om jeg helt har bearbejdet tingene og er klar til at komme videre, tror jeg ikke. For den endelige dom er ikke afsagt. Men jeg har det betydeligt bedre, både hvad angår vejrtrækning og humør.

 

 

 

 

 

 

 

 

"Rigtige slædehunde"

Det er dagen derpå. Kaica ligger på sit røde tæppe og er lettere fornærmet, selv er jeg stadig høj af gårdagens oplevelser.

"Jeg føler mig total snydt", kommer det ovre fra tæppet.  "Her havde jeg gået og glædet mig i flere uger til at skulle hygge med Nicholai, hænge ud med ham på hans lædersofa, drikke caffe latte med kødsmag af en designer-skål, blive håndfodret med hundeguf og andre lækkerier, mens vi så " Lady og Vagabonden."

Hun fnyser forarget og forsætter. "Og hvad sker. Han har pludselig ændret alle planer, og har åbenbart besluttet sig for en aktiv weekend med indbygget stroppetur på 5 km.. Og uden at spørge MIG. Rie, er du egentlig klar over, at din søn bor på 5.sal."

Kaica, nærmest skriger det sidste, og påstår herefter, at der er blevet begået løftebrud.

Ordene,  advokat og erstatning hænger faretruende i luften, så jeg må handle meget hurtigt og klogt.

"Ville du hellere have været med ud at køre, fremfor at vise "de københavnere", hvordan en "rigtig hund" ser ud?", spørger jeg forsigtigt.

Kaica ser på mig, vimser over til mig i sofahjørnet, mens hun forarget svarer:
"Nej, Vor Herrebevares! Havde det så været rigtig slædehundekørsel, kunne vi have talt om det. Men hunde foran en vogn, nej ellers tak."

Hun lægger hovedet på skrå og siger meget overbevisende: "Rigtige slædehunde løber foran slæder. Deraf navnet. Basta."

Jeg nænner ikke at gøre hende opmærksom på, at hun, der kun har løbet ved siden af min gamle cykel, anser sig for at være en sådan, rigtig slædehund.

Jeg smiler i det skjulte, mens jeg mumler lidt i skægget og siger derefter:

"Uanset om de hunde måske ikke var helt rigtige, så var det altså helt fantastisk at sidde der og se skoven suse forbi."

"Hvor mange af de hunde går der til  at trække en rengøringskone, en havenisse og hyggetrold?"
(opmærksomme læsere vil vide, at det er mig, hun hentyder til)
Kaica kan godt selv høre, at det lyder som en fjollet vits, og det ser ud som om hun trækker lidt på knurhårene.

"Du er grov, er du. Men tæl selv efter. Ole har lagt billeder ind."

Kaica sætter sig godt til rette ved min side og siger overlegent: "Nu kör vi."

Kaica stirrer fasineret på samtlige billeder og siger så.

"Det er godt nok mærkeligt, de ser jo fuldstændig ud som rigtige slædehunde ".

Jeg nikker og viser hende  billedet af Samojederne, der jo i den grad ser ud som hende, bare i en lidt grovere og større udgave.

"Jamen, jamen det er jo sådanne nogle, ligesom mig. Se det er rigtige slædehunde."

Jeg nikker, klør hendes øre og siger:
"Ja, det er det hel sikkert, lige som de andre, Siberian Huskies. Sådan ser slædehunde ud forår og sommer."


Billederne bliver herefter nøjet studeret igen.
Kaica ser på mig, og jeg synes, det ser ud, som om hun nikker.
"Det er jo egentlig smart. Om vinteren skal vi trække slæder, om sommeren vogne. Det med arbejdsløshed, det findes ikke i vores fag:"
Efter at have sat det på plads, forlanger hun at komme ud.

"Jeg skal lige sætte et par gråspurve på plads. Du ved jobbet som vagthund skal jo også passes."

 

 

Renlighed skal ikke overdrives!

"Puha, hvor du stadig stinker. Jeg troede egentlig, du var ovre din anale-fase", sagde jeg til Kaica, mens jeg vrængede næse.

"Ha, det er jeg da ved Gud også. Det, der med at kontrollere mine egne og være fjollet med andres efterladenskaber, er et overstået kapitel. Men jeg kan for pokker da ikke gøre for, at Bøllefrandsens forældre lader ham skide midt på gangstien, så vi andre kommer til at jokke i det, vel?"

Hun holdt mit blik fast, som ville hun sige:"Nå, hvad har du lige at sige til det."

Kaica er nemlig inde i en periode, hvor hun prøver at bortforklare alt, underforstået at intet er hendes skyld, (i hvert fald intet, som ellers kunne indkassere en skideballe).

"For øvrigt", forsatte hun," så kunne du jo bare have fulgt Oles råd, og vasket tæer på mig."

"Ja, eller have puttet dig i bad", svarede jeg igen.

Hun for op og begyndte bjæffende at fortælle mig, at hun bestemt ikke var nogen "udstillings-hund" med fletninger, sløjfer og tylskørt, at for hyppig vask ikke var godt for en hundepels(hendes i særdeleshed ), og som prikken over ièt, at hun havde været i bad for kun 3 uger siden.

Efter den svada satte hun sig ned og så sådan lidt bedende op på mig.
"Jeg behøver ikke at komme i bad, vel? Det er ok. sådan 2 gange om året, men tror du ikke den lugt bare kan forsvinde efterhånden. Du ved sådan med lidt frisk luft."

Kaica gik hen og lagde sig lige så stille på sit røde tæppe. Hun så ikke på mig, stirrede blot ned i gulvet.

Vi sukkede begge dybt og sad stille et stykke tid.

"Øh Rie, nu har vi jo heller ingen brændeovn, jeg kan ligge foran. Du ved sådan at få tørret pelsen ved, og jeg har læst i "Hundemagasinet" at en menneske-hårtørrer skader hunde-hår."

"Nå, men så må jeg vel bare tørre dine poter grundigt, eller tage næseklemme på."

Kaica rejste sig fra det røde tæppe, forsvandt ud i køkkenet og begyndte at skramle med sine skåle.

Lidt efter kom hun ind i stuen igen "iført" 4 pladdervåde poter.

"Så Rie, nu har jeg vasket tæer. Hvis du lige lukker havedøren op, vil det være fint. Jeg skal lige ud og se, hvor langt Hr. og Fru Solsort er med byggeriet. Fru Solsort har forlangt en større lejlighed end den sidste år, hun venter nemlig en familieforøgelse."

Jeg lukkede havedøren op, og snart kunne jeg høre Kaicas gøen og solsortenes skræppen.

Om det var Fru Solsort, der forlangte et større badeværelse på trods af, at både Kaica og Hr. Solsort holdt på, at det var unødvendig luksus, det melder historien ikke noget om.



 

I denne tid.

Jeg glæder mig i denne tid,
nu skinner forårssolen varm og mild,
med løftet om en sommer.
I dag en spire titter op
og folder ud sin grønne krop:
Forglemmigej`s efterkommer.

 Jeg glæder mig i denne tid,
med fyr og birk og lærkers tril,
nu er det endelig sommer.
En rosenduft sig folder ud,
og lindrer min forbrændte hud.
Snart røde "gubbar" kommer.

Jeg glæder mig i den tid,
nu høstes gulerod, tomat og dild.
De Kattens unger kommer,
med latter, hvin og pigeskrål,
"Hej, jeg har lige lavet mål."
Vi ses til næste sommer.

Jeg glæder mig i denne tid,
snart hyler vinden stor og vild,
i ovnen mere brænde kommer.
Snart mørket fløjsblødt, det sænker sig,
jeg sidder godt og tæt ved dig,
og tænker på forgangen sommer.

Jeg glæder mig i denne tid,
jeg vikler garn, så blød og hvid.
De pokkers masker driller.
Jeg trævler op, og starter om,
jeg overhaler alle indenom,
og dropper alle piller.

Jeg glæder mig i denne tid,
snart dækkes jorden vinterhvid
med løfter om, hvad kommer.
Snart høres bjæf og hundens leg,
mens solen skinner vinterbleg,
vi gennem skoven kommer.

Jeg glæder mig i denne tid,
snart falder julesneen blød og hvid.
Og gæst og frænde kommer.
Vi pynter op med cellofan,
jeg pakker ind en knaldroman.
I stuen, julens træ snart kommer.

Jeg glæder mig i denne tid,
snart høres hvin og nytårsild.
Vi skåler for, hvad kommer.
Det nye år i mørket står,
jeg åbner op og foreslår,
det ind i livet kommer.








 

"Nissen flytter altid med"

De sidste mange uger har jeg ligget på den lade side, hvilket jeg for alvor blev opmærksom på i går eftermiddags, da veninde Kirsten spurgte, hvad jeg havde gang i.

Nu var ordlyden ikke helt den samme, men meningen var. Og dog! Spørgsmålet blev stillet ud fra et oprigtigt ønske om at høre, hvordan mit liv havde formet sig på godt og ondt de sidste måneder. I andre sammenhænge kan spørgsmålet sidestilles med "Hvordan går det?"

Jeg ved af egen erfaring, at ikke alle er interesserede i at høre , hvis jeg har det dårligt. Spørgsmålet stilles mere som en høflighedsfrase. Bare man er klar over det, er det jo egentlig også helt ok.

Men da jeg har kendt Kirsten i over 20 år, ved jeg, at hun mener, hvad hun siger.
Jeg begyndte at spekulere på, hvad pokker jeg havde gang i.

Det var så lang tid siden, at jeg sidst havde læst en bog, at jeg faktisk ikke kunne huske hvilken. Jeg var godt nok i gang med diverse strikkerier, havde endda kastet mig ud i hækleriets svære kunst. Men jeg kunne så absolut ikke prale af at have fuldført nogle af disse kreative projekter. Parforholdet kørte, ungerne var begge ok, arbejdet var der måske en del at sige om, og så alligevel ikke.

Så var det, at jeg blev klar over, hvad jeg egentlig har gang i.
Min forvandling til "efterlønner" er begyndt.

For mit vedkommende kræver det eftertænksomhed. Tanker, ord, personer og oplevelser bliver vendt og drejet, gennemtygget og fordøjet, for derefter at synke til bunds i min hjerne.

Jeg ordner, sorterer og smider ud. Jeg er i fuld gang med at beslutte, hvad der skal med på flyttelæsset.

Nissen flytter jo alligevel med, så jeg vil allerede nu reservere en god plads. En plads ved vinduet med frit udsyn.
 

"Forårssysler"

"Du er godt klar over, at du er ude på et skråplan, ik`?", spørger Kaica.
Jeg lukker for vandet, tager spanden med sæbevand og går hen mod havedøren. Kaica følger efter, idet hun forsætter med sin "dybdeborende journalistik".

"For megen sol og vand er direkte skadelige. Førstnævnte giver hudkræft i løbet af en årrække, ja hvis ikke vandet har udtørret den totalt inden da, og så er det måske lige meget. Jeg siger bare, at hvis jeg var dig, så skulle jeg nok holde mig fra den slags skrappe sager."
Kaica stiller sig foran mig og studerer mig grundigt.

"Nå, i dit tilfælde kan det nok være lige meget. Du har jo alligevel aldrig haft fersken-hud."

Jeg stirrer forundret på hende, idet jeg spekulerer på, "hvad, der stikker hende."

Godt nok har hun aldrig været tabt bag en vogn, er fræk som slagterens hund, men hun har ikke for vane at blive personlig.

Jeg sætter spanden fra mig og går ud i haven til hende.
Kaica ligger tæt op ad hækken med halvt lukkede øjne og ører, der stritter op som antenner.

"Hvad pokker er der galt med dig, "Pølsehund", spørger jeg og nusser hendes strittende ører.

Kaica åbner det ene øje på klem, gaber og snerrer:" Alt er bare noget møg. Her går du rundt med rengøringsvanviddet lysende, som en glorie om hovedet. Alt bliver vendt og drejet, pudset, poleret og noget endda kasseret."

"Jamen Kaica, det er jo nærmest forår. Solen skinner og "min indre rengøringskone" rører på sig. Du ved jo, at hun har en helt anden standard for husførelse end hyggetrolden og havenissen."

Kaica åbner det andet øje, sætter sig op og siger: " Det forklarer jo en del. Ja faktisk forstår jeg nu, hvorfor du har taget på. Jeg mener rengøringskonen, hyggetrolden og havenissen, de må jo fylde en del. Er der egentlig plads til dig selv?"

"Og nu er du vist fræk som en slagterhund," siger jeg og tjatter i bare venskabelighed til hende.

"Jeg overgiver mig, jeg overgiver mig", skriger Kaica og kaster sig på ryggen.

"Kaica, hvad med om vi lod hende rengøringskonen blive færdig med vinduespudsningen? Imens kan du vel varme lidt op til jagten på sølvpapir og nye, spændende dufte ovre på højen."

"Deal", siger Kaica og kaster sig over de visne blade.